Er Nordisk Grafik et reklamebureau?
– nej. Vi laver mange af de samme ting som reklamebureauer gør: Tekst, design, websites, emballage, osv., men vi vil ikke administrere dine annonceringer og vi laver ikke telefonsalg. Vi har et tæt samarbejde med et godt reklamebureau, hvis du har behov for det. Så ring alligevel.
Trykker Nordisk Grafik?
– nej. Vi gør alting klar til tryk, men vi har ikke et trykkeri i baghaven. Afhængig af dine behov kan vi måske anbefale en trykker.
Kan I hoste vores website?
– nej. At passe en serverpark kræver rigtige nørder, og dét er vi ikke… Vi kan anbefale one.com til mindre virksomheder, foreninger og privatpersoner, og unoeuro.com til mere komplekse behov.
Hedder Jens virkeligt “Bureau” til efternavn?
– nej. Han hedder “Burau”. Det er tysk.
Er det “Hasse” eller “Hassan”?
– ja.
Hvor mange ansatte er der i Nordisk Grafik?
– ingen! Man er medejer eller freelancer. Vi gider ikke lave lønregnskab!
Kan jeg komme i praktik i Nordisk Grafik?
– nix.
Jamen, det er bare en uges skolepraktik, kom nuuuu?
– nix.
Hvorfor ikke?
– fordi vi fiser og farer for meget rundt. Det ville være røvsygt for dig, og mega-stress for os. Og hold så op med at tude!
Hvorfor er jeres logo en fisk?
– fordi fisken er tæt integreret med norden; føde, fiskeri og farvande. Samtidig er fisken et brugt symbol i forbindelse med retorik; kunsten at fortælle en historie. – og så manglede der en sild på tegnestuen…
Hvorfor er fisken død?
– vi var vel sultne…
Hvad er meningen med livet?
– formering… Ikke rigtigt andet… 42 måske?
Hvad skete der med Supergreen og Admaker?
– Supergreen og Admaker er hhv. Jens’ og Hasses firmaer, der tilsammen ejer Nordisk Grafik. De findes altså endnu, men i en ny ‘ramme’.
Hvad er “Propagandaministeriet”? – og er dét navn overhovedet lovligt at bruge?
– det er vores afdeling for grafiske kurser og kompetenceudvikling.
– vi ér blevet meldt til politiet af en emsig herre, men de har ikke reageret, så det er vel okay. Ellers kommer vi nok i fængsel en dag.
Kan man bruge almindelig rasp i æblekage?
– ja, men det bliver ikke lige så godt som med rigtig æblekagerasp. Husk at røre det op med sukker.
Hvordan kan I tillade jer at være selektive med hvilke kunder I arbejder for?
– fordi vi opfandt yo-yo’en, og derfor aldrig mere behøver at bekymre os om penge…
Får I returkommision eller andre indtægter når I anbefaler et trykkeri eller andre leverandører?
– aldrig i livet! Vi finder den slags handel uetisk.